Arbejdsgiverens ansvar

Flere danskere har smerter i muse-armen
Fire ud af ti danskere lider af museskader, men det er svært at få erstatning
Musen på arbejde
• Der er op mod to millioner daglige brugere af mus, og cirka 700.000 af dem bruger musen mere end tre fjerdedele af deres arbejdstid.
• For at undgå museskader anbefaler læger i NUDATA-rapporten fra 2004, at arbejdet med computermus ikke overskrider 20 timer om ugen
.
 
Relateret
 
Av. Klik, klik, klik. Det er en lyd, som giver mange danskere ondt i skulderen, armen og nakken.
Hele fire ud af ti danskere har oplevet gener eller smerter som følge af de mange klik på en computermus. 40 procent af danskerne har døjet med smerterne i mere end et år. Det viser en ny undersøgelse fra Zapera, som er foretaget på vegne af Contour Design. Der er en klar stigning i de såkaldte museskader, mener en ekspert, som har forsket i de arbejdsrelaterede muskelsmerter gennem 10 år.

»Det er meget enkelt: Vi bruger computeren mere, og det giver flere fysiske gener og andre faktorer som stress, tidspres og generel utilfredshed med arbejdet. På langt sigt tror jeg også, at vi vil se kroniske skader som følge af arbejdet med computer. Når folk har ondt, så vil det have en effekt på længere sigt i deres liv,« siger Pascal Madeleine, som er professor ved Center for Sansemotorisk Interaktion på Aalborg Universitet.

I fagforeningen HK er man meget opmærksom på museskader.
Her anbefaler man, at alle museskader meldes til arbejdstilsynet, så myndighederne kan få det fulde overblik over, hvor mange danskere der oplever smerter. Det er dog meget svært at få erstatning for en museskade.

»Vi er nærmest henne i det umulige snarere end det mulige. Du skal have arbejdet otte-ti timer om dagen hovedsageligt med musen, haft mange klik og mange præcisionskrav i højt tempo og tilmed en konstateret sygdom. Det er ikke nok bare at have ondt. Derfor er det indtil videre kun folk, der har arbejdet med avancerede tegneprogrammer, som har fået erstatning,« siger Anne-Marie Bryde, socialrådgiver i HK.

Der er kun givet erstatning i fire tilfælde i Danmark.
»Vend din mus på hovedet«
Gode redskaber hjælper kun, hvis man husker at bruge dem, advarer ekspert
Mange danskere lider af museskader. Men det er relativt nemt at undgå at få ondt i nakken, skulderen og armen som følge af arbejdet med computeren. Pascal Madeleine, som er professor ved Center for San­semotorisk Interaktion på Aalborg Universitet, har gennem ti år forsket i de arbejdsrelaterede muskelsmerter. »Mange har i dag hæve-sænkeborde, ergonomiske stole og mus. Men hvor mange bruger dem? Vi anbefaler, at man ændrer arbejdsstilling mange gange på en dag. Det hjælper at have ergonomiske møbler, men kun hvis man bruger dem. Derudover er det vigtigt at ændre sit arbejdsgang ved for eksempel aktive pauser,« siger Pascal Madeleine. Pascal Madeleine anbefaler, at man stiller skarpt på sine arbejdsstillinger for at komme museskaderne til livs. Man skal holde øje med musen, siger forfatteren bag bogen ‘Undgå museskader – brug tastatur og genveje’. Forfatteren Lars Ingesman forklarer, at man skal vælge fem-seks af de steder, hvor man bruger musen. Derefter skal man finde genvejstasterne til de steder og lære dem udenad. Derefter lærer man fem nye. »Den hyppigste fejl, jeg ser, er, når folk per refleks tager fat i musen. Også selv om de kender genvejstasten. Jeg havde en kollega, som vendte sin mus på hovedet. Når han greb ud efter den, mindede den ham om, at han skulle bruge en genvejstast i stedet for,« siger Lars Ingesman.
preload spinner